Hos Per Hebsgaard

 

 

 

Et glasmaleri skabes

Et forløb af fotos, optaget i Per Steen Hebsgaards glasværksted i efteråret 2002. Værket, som Tróndur Patursson har liggende på det store lysbord, er et af de polygonale glasmalerier, der kommer til at indgå som felter i den nye udgave af Kosmisk rum, der er opstillet på Nordatlantiske Brygge i København. Efter at den sorte tegning er påført med bred pensel og tørret op, begynder påføringen med svamp af glasmaleriets øvrige farver, der i spandene ses som forskellige nuancer af lilla og blå. Billedforløbet spænder over hele glasmaleriets udførelse og den afsluttende udsnitsoptagelse af det færdige resultat før brænding giver et indtryk af den dynamiske "kalligrafi", kunstneren nærmest slår eller pisker ned i den endnu våde farveflade.

 


 

Om Hebsgaard og Trondur Patursson

Da Tróndur Patursson i 1986 modtog bestilling til rumudsmykningen i indkøbscentret SMS, påtog han sig en opgave der skulle få skelsættende betydning for hans kunstneriske udvikling: det var nemlig dén, der ledte ham ind på at arbejde i glas. Allerede hans gamle læremester Ståle Kyllingstad havde givet ham blod på tanden m.h.t. at forsøge sig i dette materiale, men han havde dengang endnu ikke rigtig fundet ud af hvordan han skulle gribe sagen an. Den nye udsmykningsopgave og et godt råd fra kunsthistorikeren Lise Funder satte skub i tingene. Tróndur Patursson agtede sig til Paris for dér igennem en måneds tid at arbejde på skitser og modeller til udsmykningsprojektet. Forud for dette talte han med Lise Funder om sit nye projekt og sit ønske om at inddrage glas i udførelsen af det; hun anbefalede ham før afrejsen til Paris at besøge Per Steen Hebsgaards glasværksted i København. Han fulgte hendes råd, og besøget hos Hebsgaard "satte nogle tanker og idéer i gang."

Hebsgaard har berettet følgende om det enestående samarbejde, der indledtes, da Tróndur Patursson på vej hjem fra Paris atter besøgte det københavnske glasværksted:

"På vej tilbage til Færøerne, kom Tróndur igen. Denne gang med en lille model hvori der indgik en skulptur i stål og glas i 11 meters højde og 10 store glasmalerier i taget samt et specielt gelænder. Der var i alt beregnet 145 m2 glasmaleri.

Tróndur spørger: "kan det laves?", og jeg siger, som jeg plejer: "det kan vi sagtens", og giver samtidig udtryk for at det ser ud til at være en meget spændende opgave med mange udfordringer. Siden har det vist sig, at det måske er det projekt, som jeg har lært mest af.

Tróndur rejste hjem til Færøerne, og jeg hørte ikke noget i lang tid. Der gik vel ca. ½ år, så ringede Tróndur og spurgte, om jeg ville komme til Færøerne for at se nærmere på projektet.

Det ville jeg gerne – jeg havde aldrig været på Færøerne før, så jeg tog derop og blev præsenteret for en meget gennemarbejdet model, hvor jeg i detaljer kunne se, hvordan udførelsen kunne løses. Næste dag havde vi møde med bygherren og arkitekten. Dette møde forløb så godt, at jeg fik den første check med hjem – en så stor check som jeg endnu aldrig havde modtaget på forhånd. Den skulle anvendes til køb af materialer.

Tróndur kom igen til København og begyndte at eksperimentere. Ved hjælp af hans stædighed og særlige evner til at løse vanskelige problemer blev der igangsat en række eksperimenter, som dannede vejen for nye muligheder i glasmaleri og glasskulptur." 28)

Det er ikke nogen overdrivelse, når Hebsgaard lader forstå, at denne færøske begynder på glasmaleriets område hurtigt viste særlige evner for at eksperimentere sig ud over alle begrænsninger og berige det uvante virkefelt med nye udtryksmuligheder. Det svarer nøje til vore erfaringer med Tróndur Paturssons indsats på alle de andre områder, han har prøvet kræfter med.

I løbet af forbløffende kort tid udviklede han sig til en sand virtuos i håndteringen af glasmaleriets krævende virkemidler, og det i en sådan grad, at værkernes former og farvevirkninger - hvor løst henkastede og tilsyneladende vilkårlige, de end kan forekomme - i ét og alt er styrede med sikker hånd og aldrig svigtende overblik. Som glasmaler arbejdede Tróndur Patursson fra starten overvejende spontant og informelt, d.v.s. "vådt i vådt" i en hektisk arbejdsproces, der mest af alt må betegnes som en art action painting.

Hans arbejde med udførelsen af et glasmaleri kom hurtigt til at følge et bestemt procedure, der – passende forenklet – kan beskrives således:

Glaspladen, der skal bemales, ligger horisontalt udstrakt foran ham på et lysbord, hvorfra lyset undervejs i arbejdsprocessen støtter opfattelsen af formopbygningen i de dele af maleriet, hvor farvesubstanserne ikke bliver massivt lysblokerende, og gør det muligt for ham at friholde partier, som skal fremtræde helt eller næsten transparente.

Som arbejdsredskab bruger han udelukkende en særlig, dertil konstrueret langskaftet pensel til påføring af glasbilledernes sorte former, der som hovedregel males op først med en tyktflydende sodsort farvesubstans og får lov til at tørre, så de ikke ændres ved den efterfølgende påføring af glasmaleriets øvrige farver. Disse øses, dryppes eller stænkes på som tyndtflydende og svagtfarvede substanser fra forskellige spande. Redskabet til disse farvepåføringer er en almindelig vaskesvamp, og kunstneren styrer formgivningen med stor præcision gennem hastigheden og retningen i håndens bevægelsesmønster over pladen. Visse steder "slår" han nærmest farven på med hårde vertikale håndbevægelser, der bringer svampen i kortvarige berøringer med pladens våde farvesubstanser og bryder blivende transparente lysspor i dem. Muligheden for at opnå de ønskede resultater af denne fremgangsmåde fordrer ikke blot virtuost håndelag men også en meget præcis fingerspidsfornemmelse for at lægge de rigtige intervaller imellem påføringen af de forskelligt farvende substanser. Hvis to eller flere farver skal flyde blødt sammen og blande sig overgangsløst, skal der virkelig arbejdes hurtigt skiftende vådt i vådt, så det enkelte farvepigment ikke når at synke tilbunds og "sætte sig" før det umiddelbart tilstødende blandingspigment påføres for at gå i forbindelse med det. Omvendt skal kunstneren også kunne vente til det rette øjeblik, hvor han ønsker, at farverne skal støde sammen uden at fortabe sig i hinanden, men i stedet danne klart skelnelige overgange eller lægge sig side om side i skarpe indbyrdes kontrastvirkninger. Alt dette er et spørgsmål om hårfin timing, og Tróndur Patursson vandrer – ja nærmest danser – i slow motion omkring pladen, foroverbøjet, skarpt iagttagende farvefladen i dyb koncentration - som urjægeren, der lister sig frem for at spidde et bytte – klar til at skride til øjeblikkelig handling, når tiden er inde og farvenpigmentet har sat sig til nøjagtig dén konsistens, han ønsker sig. Hvor det sker skrider han ind, idet han hurtigt og træfsikkert gennemfører næste farvepåføring, for derefter igen at glide koncentreret lurende tilbage i den langsomme gangart. Det er kun få forundt at have oplevet denne sære, tai-chi-agtige "krigsdans", som kunstneren "danser" omkring glaspladen, mens han er i færd med at gøre nye kunstneriske erobringer. For Tróndur Patursson er en meget blufærdig kunstner, der bestemt ikke bryder sig om at optræde og have tilskuere på, når der arbejdes.

Når farvepåføringen er tilendebragt og farvesubstansens væde tørret ud, kan maleriet gå til brænding i glasovnen. Undervejs i arbejdet med at vælge og disponere glasmaleriets forskellige farver i forhold til hinanden må kunstneren gøre op med sig selv, ved hvilken temperatur glasset skal brændes. Brændingstemperaturen er ganske afgørende for det koloristiske resultat. Et bestemt farvepigment, der brændes ved 600 grader, giver en kølig blå kulør; det selvsamme pigment, brændt ved 900 grader, giver en flammende rød farve!

Kunstneren skal med andre ord kende sine pigmenters forskellige "farvetemperaturer" meget godt og disponere derefter undervejs i farvepåføringen, en proces, der oven i købet vanskeliggøres ved at de svagtfarvede substanser ved sammenblanding under farve-påføringen bliver tiltagende "grågrumsede" og vanskeligt skelnelige, hvilket betyder, at kunstneren et stykke fremme i arbejdsprocessen nærmest må arbejde i blinde og til en vis grad er henvist til at stole på sin fornemmelse for det resultat, han kan vente sig efter brændingen.

Det er klart, at denne arbejdsmåde er meget krævende, og Tróndur Patursson nyder i dag almen anseelse som en sand virtuos på området. Andre kunstnere, der arbejder med glasmaleri, omtaler hans særlige færdigheder med en til ærbødighed grænsende respekt. Mere end én gang har jeg hørt sådanne kolleger tale om, at bestemte tekniske fif, som nu benyttes af mange andre, oprindelig er udviklet af Tróndur Patursson. Det gælder f.eks. iblanding af æggeblommer i farvesubstansen for at gøre den mere trægtflydende og opnå særlige stoflige følgevirkninger i brændingsprocessen: den "koger" op og "eksploderer" partielt, så den sine steder får en magma-agtig perforeret , sporadisk gennemlyst og luftig overfladevirkning.

Finn Terman Frederiksen