Installationen fremtræder ikke blot i sin helhed som et kosmisk uendelighedsrum, men er også fyldt med abstrakte detaljer, der uvægerligt vækker kosmiske associationer i retning af sole, planeter, meteorer, galakser, stjernetåger o.s.v. Mange af disse detaljer er vidunderligt smukke i deres rige form- og farvespil. Selv de tunge og uroligt flossede eller forrevne sorte elementer, der driver mærkeligt vægtløse omkring og sine steder træder dominerende frem (f.eks. udsnit d), bidrager til denne forunderlige skønhedsoplevelse. Dette til trods for, at kunstneren netop generelt bruger glasmaleriernes sorte elementer som uskønne, materielt lysblokerende elementer, der bl.a. skal modvirke at den æterisk lysende helhed bliver for indtagende smuk. Den sorte silhouetvirkning har også en rumskabende funktion: den svarer til det mørke forgrundselement, der i ældre landskabsmaleri ofte sættes op som såkaldt repoussoir (:tilbageskubber) foran et modlyssceneri. Her som i Tróndur Paturssons værker er det reelt ikke tilbageskubberen der synes at skubbe det øvrige i dybden, men omvendt modlyset, der synes at skubbe repoussoir’en frem mod beskueren.